Foto- og illustrationspolitik

Præcis som med sprog er illustrationer og fotos magtfulde, og netop illustrationer kan være vanskeligt på mit arbejdsområde. Dels fordi det ofte berører intime emner og dels fordi fotos af normbrydende personer og familier generelt ikke hænger på træerne.
Jeg får en del henvendelser om netop fotos og illustrationer. Fagpersonale og studerende spørger om jeg vil dele dem til brug for diverse oplæg, undervisningsoplæg osv. Andre spørger om jeg vil have billeder af dem til brug i mit arbejde og det vil jeg naturligvis gerne hvis de kommer direkte fra de personer de omhandler, og visse er bare nysgerrige på hvordan jeg vil løse illustrations-siden af hjemmesiden.

Min foto- og illustrationspolitik er følgende:

  • Jeg skaffer primært mit fotomateriale selv, enten ved at få det direkte fra andre, eller ved at fotografere selv. Jeg tegner og illustrerer desuden selv i mindre omfang. Kvaliteten vil en gang imellem blive derefter, men dels ser jeg dette som et udtryk for projektets styrke og profil, og dels er det vigtigere for mig at alt billedmateriale er blevet til i samarbejde og med fuldt samtykke fra alle involverede, og at det samtidig underbygger den røde tråd i projektet.
  • Hvis du har egne fotos eller andet billedmateriale, og gerne vil illustrer et bestemt emne jeg behandler, så er du meget velkommen til at kontakte mig. Alle bliver naturligvis krediteret fuldt ud og alt kan trækkes tilbage og fjernes igen hvis du ombestemmer dig
  • Med mindre jeg henviser direkte til fotograf eller illustrator som man derfor selv kan kontakte direkte, så deler jeg af princip ikke billedmateriale og det vil jeg indtrængende bede alle respektere. Det har intet med ophavsretten at gøre men derimod med respekt og omsorg at gøre. Se uddybende svar nedenfor.

Hvorfor er det dårlig stil at dele fotos uden tilladelse?

Jeg bliver ofte kontaktet af fagpersonale og studerende som spørger om de må låne f.eks. billeder af samkønnede par eller ”alternative” familie-konstellationer til projekter, opgaver osv. Og mange understreger at det er til brug i positive og oplysende sammenhænge. De som efterspørger sådanne billeder har dog sjældent tænkt over konsekvenserne for de som optræder på billederne, og ofte fremhæves det af spørgeren, at billedet skal benyttes i en ”positiv” og oplysende sammenhæng. Det er dog en sammenhæng og nogle rammer som er defineret af andre – typisk af en majoritet som undersøger eller underviser i et specifikt område eller befolkningsgruppe som de ikke selv tilhører, og netop dette faktum er for mange en god grund til at sige nej tak til at medvirke. Mennesker som stiller op til officielle pressefotos gør det ofte fordi de ser en overordnet pointe og ved det er en del af vilkårene for at få lov at komme ud i medierne med et specifikt budskab. Mange gør det imidlertid aldrig igen. Har man begrænset med medieerfaring kan det være svært at gennemskue rækkevidden og omfanget af et interview i et landsdækkende medie hvor man forsvarer retten til f.eks. solo-forælderskab, til at amme offentligt eller til selv at bestemme over sin krop og kønsidentitet. Her refererer jeg ikke til almindelig debat og kritik af ens synspunkt, men til dødstrusler, chikane, udhængning og tilsvining på sociale medier. Mennesker fra alle slags udsatte positioner – feminister, racialiserede, kvinder, transpersoner, kan fortælle om uforholdsmæssigt negative konsekvenser ved at træde offentligt frem.
For mange er omkostningerne, eller angsten for dem, så store at de helt fravælger det. Mange mennesker med minoritetsbaggrund kan desuden fortælle om, hvordan billeder af dem misbruges i sammenhænge de aldrig har sagt ja til, f.eks. har der været tilfælde hvor billeder af kvinder som bærer slør benyttes til at illustrerer artikler om radikalisering, volds og lignende. Afsluttende kan man minde om at ikke alle mennesker er åbne omkring f.eks. deres seksualitet eller kønsidentitet i deres omgivelser, og at dele private fotos uden samtykke kan derfor være ekstremt krænkende for den enkelte.