Om feministisk og normkritisk praksis

Hvad er feminisme og normkritik?
Som feministisk og normkritisk jordemoder er den måde jeg taler og skriver på vigtig. Sprog er magtfuldt fordi det præger den måde vi tænker om tingene på. sprog og ord som omhandler køn, krop, seksualitet og reproduktion  og dermed *alt* vedrørende graviditet, fødsel, familiedannelse og seksualitet er ekstremt påvirket af stærke normer og forestillinger funderet i en vestlig patriarkalsk kultur. I praksis betyder det at sprog kan virke ekskluderende og usynliggørende på baggrund af kategorier som køn, race og seksualitet, ligesom det helt konkret kan få indflydelse på hvordan vi opfatter os selv og vores kroppe. Vores sprog kan dermed bidrage til at understøtter diskriminerende og undertrykkende samfundsstrukturer. Det ønsker jeg ikke at medvirke til. Derfor prioriterer jeg at bruge tid på at reflektere og uddanne mig selv i hvorfor og hvordan jeg bruger sproget. Fordi samfundet, og dermed normer og værdier, konstant flytter sig omkring os, så kræver det at mit sprog og min viden udvikler sig i samme tempo.

Min tilgang til jordemoderfaget og til sexologi, sker ud fra et feministisk, normkritisk og intersektionelt perspektiv, hvor jeg inddrager og medtænker samfundsstrukturer, normer, og sociale og kulturelle positioner i min faglige tilgang. Dette kan komme til udtryk på mange direkte og indirekte måder, men jeg har en række kernepunkter som er en vigtig del af min faglighed.

  • Jeg respekterer og tager udgangspunkt i menneskers pronomen, deres familiekonstruktioner, positioner og selv-fortællinger
  • I min optik siger graviditet, amning, forælderskab og personlige relationer ikke nødvendigvis noget om menneskers køn, seksualitet eller sociale positioner andet end i det omfang de fortæller mig det gør det
  • Jeg tager ansvar for at uddanne mig selv ifht spørgsmål og undren som kan opstå i mødet med andre  i modsætning til at lade andre uddanne mig
  • Både personligt og fagligt er det vigtigt for mig ikke at være ”farveblind”. Jeg ser det ikke som et udtryk for tolerance og åbenhed at hævde en farveblindhed over for hudfarver og etnicitet, og jeg mener at det som alle andre elementer der siger noget om vores identitet, kan være vigtigt og relevant at inddrage. Dette gælder ikke mindst i forbindelse med familiedannelse og nære relationer.
  • Jeg tænker over relevansen af mine (faglige) spørgsmål, spørger åbent, og gør opmærksom på at man kan undlade at svare, eller kan vælge at fortælle andre ting som man synes har større relevans.
  • Jeg medtænker min faglige viden om, at det at være normbrydende på forskellig vis kan være en udfordrende og udsat position, både i sundhedsvæsenet og i samfundet generelt.
  • Jeg anser det for mit faglige ansvar at gøre dette lettere ud fra klientens egne præmisser, vilkår og ønsker